Den 26. ordinære generalforsamling på Hornstrupcentret ved Vejle lørdag den 24. april 1993.
Bestyrelsens beretning var i forvejen sendt ud til medlemmerne, og formanden Peter Bondesen valgte derfor alene at kommentere udvalgte dele. Her kom han bl.a. ind på det omfattende udvalgsarbejde, som kendetegner foreningens virksomhed.
Kassereren, Karen Margrethe Sørensen, gennemgik herefter regnskabet. Et medlem bemærkede, at en postering var faldet ud, og med kassererens løfte om snarest at udsende et rettelsesblad, blev regnskabet godkendt.
På valg til styrelsen var Peter Bondesen, Lone Brüsch og Karen Margrethe Sørensen. Lone Brüsch, der gennem årene har udført et imponerende flot arbejde i foreningen, ønskede af private, arbejdsmæssige grunde ikke at fortsætte. I stedet valgtes Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg.