Historie

Historien om Dansk Lokalhistorisk Forening, DLF

 I 1909 oprettedes Dansk Historisk Fællesforening, nu Dansk Historisk Fællesråd, DHF, som et organisatorisk bindeled mellem de professionelle og de folkelige kræfter inden for det brede arbejdsområde, dansk historisk forskning og forskningsformidling allerede dengang udgjorde. Udover at styrke interessen for dansk historie i almindelighed var det hensigten at sprede historieforskningens resultater til en bredere kreds for at få igangsat regional- og lokalhistoriske kildeudgivelser og studier af en sådan lødighed, at den store danmarkshistorie fik en tiltrængt udvidelse i dybden og bredden. Det var især folk med tilknytning til folkehøjskolen, som på den folkelige side tog initiativet til at få et sådant samarbejde sat i gang. Hundredvis af historisk interesserede lægmænd var landet over i færd med at samle materiale til forskellige forskersammenslutninger som Dansk Folkemindesamling, Udvalg for Stednavne osv., og de nyoprettede landsarkiver så naturligvis gerne, at deres samlinger ikke alene blev øget år for år, men også blev flittigt benyttet af interesserede forskere og lægmænd. Forskellige steder var man gået i gang med at etablere museer, hvis samlinger af historiske genstande skulle afbilde lokalbefolkningens dagligdag i stort og småt fra de ældste tider til nutiden.

På DHFs årsmøder rundt om i landet gjorde man status over de opnåede resultater samtidig med, at man gennem foredrag og diskussioner søgte at styrke fagligheden i arbejdet. I 1914 fik arbejdet en tiltrængt styrkelse gennem tidsskriftet Fortid og Nutid. Gennem letlæste artikler og oversigter skulle der herigennem skabes nogle mønstre, som de folkelige historikere med fordel kunne bruge i deres arbejde.

I længden viste det sig dog umuligt for DHF at give alle disse aktiviteter fornødent plads til at udfolde sig. I slutningen af 1920’erne brød provinsmuseerne ud af fællesforeningen og dannede Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, DKMF. Trods opslidende debatter om lokalhistoriens mål og midler forblev arkiverne dog i DHF til 1949, hvor man oprettede Sammenslutningen af Lokalarkiver, SLA. Atten år senere fulgte de lokalhistoriske foreninger trop ved at etablere sin egen organisation, Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger, SLF, fra 1991 reorganiseret under det nugældende navn Dansk Lokalhistorisk Forening, DLF. Ingen af disse udbryderorganisationer brød dog helt forbindelsen til moderforeningen, idet denne gav plads for fast repræsentation for disse i sin styrelse. I 1981 tilkom Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, SLF, som foreløbig sidste af den slags koordineringsorganer.

Fra sin oprettelse i 1967 så Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger, SLF, det som en vigtig opgave at bygge bro mellem de historiske amtssamfund og de mange lokalhistoriske foreninger, som skød op rundt om i landet i konsekvens af den stigende interesse for den nære historie, ofte med udspring i det slægtshistoriske arbejde. I 1902 oprettedes den første amtsforening, Historisk samfund for Ribe Amt 1902 og snart fandtes der i hvert amt en sådan sammenslutning. De udgav hver en årbog og ofte selvstændige publikationer om forhold og personer af bredere historisk interesse, lod afholde foredrag og medlemsudflugter og på den årlige generalforsamling drøftedes de opnåede resultater. De nye lokalhistoriske foreninger dyrkede derimod det nære samfund, som reglen et byområde eller en egn, og snart fik man de stedlige kommuner gjort interesseret i arbejdet, og det førte på længere sigt til en professionalisering af det historisk-faglige arbejde, eftersom der i voksende omfang ansattes museumsinspektører og arkivledere med akademisk uddannelse.

Ikke alle foreninger af ovennævnte type meldte sig ind i SLF af 1967, og det kunne på lokalt hold være svært at skelne mellem en lokalhistorisk forening med SLF som adresse og et lokalarkiv med SLA i en tilsvarende rolle og med foreningsoverbygning, hvis primære funktion var den folkelige opbakning til arkivet og ikke så meget en selvstændigt indsamlings- og formidlingsvirksomhed af gængs type.

Med årsmødet som øverste myndighed så SLF af 1967 det da som sin opgave “at fremme det folkelige historiske arbejde”, som det udtryktes i vedtægternes § 1. Det gjorde man ved at afholde et 3-dages kursusforløb i tilslutning til årsmødet, hvor historikere og andre fagfolk gennem foredrag orienterede om den nyeste forskning inden for et bestemt område og da gerne med den bihensigt at inspirere kursusdeltagerne til at omsætte ideerne til praktisk arbejde på lokalt hold. Desuden udgav man et kvartalsskrift Lokalhistorisk Journal, senere Journalen og ansatte 1 à 2 konsulenter til at rådgive vordende lokalhistorikere med at udforme artikler o. lign. En vigtig opgave var at rådgive DHF vedr. spørgsmålet om den rette fordeling til de amtshistoriske samfund af de tipsmidler, fællesforeningen fik fra Kulturministeriet som støtte til udgivelse af publikationer. Desuden lykkedes det at få de fleste amtssamfund til at genudgive de amtsbeskrivelser, som Landhusholdningsselskabet udgav 1826-44.

På dette grundlag gik arbejdet stilfærdigt videre, selv om det i løbet af 1980’erne stod ganske klart for de fleste, at den overordnede foreningsstruktur med DHF i spidsen var for snæver til at varetage samarbejdet mellem en folkelig og en historisk-faglig virksomhed, der syntes at vokse i hver sin retning. På DHFs og dermed også SLFs årsmøde i Vigsø august 1990 kom det til et åbent opgør, hvor SLF søgte at få DHF omorganiseret som et bedre udtryk for balancegangen mellem det folkelige og historisk-faglige arbejde. Resultatet blev på længere sigt, at DHF under navnet Dansk Historisk Fællesråd blev en paraplyorganisation og med SLF (DLF), SLA og SSF fast repræsenteret i bestyrelsen. Museernes organisation, DKM valgte derimod at stå uden for det nye DHF.

SLF ønskede i denne situation at forny sin foreningsstruktur, idet man på årsmødet i Svendborg 24. august 1991 vedtog nye vedtægter. “Foreningens formål er at styrke interessen for dansk lokalhistorie, herunder fremme det folkelige lokalhistoriske arbejde”, hedder det nu i § 2, stk. 1, og i stk. 2 specificeres dette formål som at “udgive publikationer, afholde kurser og iværksætte andre aktiviteter…”.. Desuden ændredes navnet til Dansk Lokalhistorisk Forening, DLF. I modsætning til SFSs vedtægter kan man nu optage enkeltmedlemmer i foreningen.

På dette grundlag fornyedes DLFs arbejde gradvist gennem 1990’erne, idet det lykkedes at forny et tidligere opgivet samarbejde med SLA om at udgive Journalen i fællesskab. Der udsendtes nu nyhedsbreve til medlemsforeningerne, kurserne på årsmøderne drejedes mere i retning af formidlingsfunktionen for derigennem at kunne forny den lokale virksomhed, og man søgte at fremme samarbejdet mellem de eksisterende foreninger, lokalarkiver og museer inden for et nærmere afgrænset område, typisk et af de ældre amter. I et vist omfang lykkedes det i opfølgning af det tværgående samarbejde at få iværksat fælles projekter af forsknings- og formidlingsmæssig betydning. Overskrifterne har da været Svenskekrigene i 1650’erne, H, C. Andersens betydning for den lokalhistoriske interesse og senest Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, og i alle tre tilfælde er resultatet blevet udmøntet i en fælles publikation. Da tilskuddet fra tipsmidlerne nu blev fordelt via Statens Arkiver efter årlige, motiverede ansøgninger, vedtog man at yde tilskud til udgivelse af publikationer efter ansøgning i det enkelte tilfælde. Senest har man med et vist held bestræbt sig på at gøre kursusvirksomheden mere tillokkende for en bredere kreds af medlemsforeninger.